Om projektet

N.F.S. Grundtvig (1783-1872) er blevet kaldt den mest indflydelsesrige enkeltperson i Danmarkshistorien. Ved sin død efterlod han sig foruden et stort trykt forfatterskab intet mindre end 90.000 håndskrevne, upublicerede sider, der i dag ligger i N.F.S. Grundtvigs arkiv på Det Kgl. Bibliotek.

Arkivet har indtil i dag været vanskeligt tilgængeligt for de fleste. Dels på grund af en uoverskuelig organisering, dels fordi det kræver special træning at tyde Grundtvigs svært læselige gotiske håndskrift. Derfor har forskningen kun i sparsomt omfang undersøgt det store og righoldige kildemateriale.

Netop dette vil nærværende projekt at råde bod på ved gennem en 4-årig periode at oprette forskningsinfrastrukturen Grundtvigs Manuskripter Online (GMO), som vil gøre hele arkivet offentligt tilgængeligt i en transskriberet og digital søgbar form.

Projektet muliggøres af, at Det Kgl. Bibliotek har digitaliseret arkivet. På det grundlag gennemfører vi en digital transskribering af alle arkivets manuskripter ved hjælp af Transkribus, en software for automatiseret håndskriftgenkendelse. Der er tale om en opgave, som ikke tidligere har kunnet gennemføres på grund af materialets omfang.

Med den nye adgang til arkivet tages det sidste store skridt i skabelsen af det fulde grundlag for udforskningen af Grundtvigs liv og værk.

GMO etableres på Transkribus-konsortiets platforme og vil blive vist som i nedenstående prøveeksempel, hvor brugeren ser det digitale billede af manuskriptsiden og en transskription af teksten.

Her et eksempel på GMO’s nuværende tekstgenkendelsesmodel, hvor der opnås en genkendelsesprocent på 98-99,5 %. Kun tre ord indeholder fejlagtige tegn. Desuden vises over- og understregninger endnu ikke.

Resultat

I kraft af GMO bliver arkivet:

  • Læsbart: Den min. 90-95% korrekte transskription, som Transkribus genererer, gør det muligt at arbejde med fasciklerne, selv om man ikke i forvejen kan læse Grundtvigs håndskrift.
  • Overskueligt: Gennem etableringen af en arkivguide forsynes brugeren med indsigt i, hvilke materialegrupper og hvilke mønstre, arkivet er opdelt efter.
  • Søgbart: Ved søgning på fx emner, navne og årstal kan brugeren gå effektivt på jagt i arkivet.
  • Forskningsunderstøttende: Det bliver muligt at finde nye tekster, som belyser og nuancerer det hidtidige billede af Grundtvigs liv og tilblivelsen af hans skrifter, herunder hans brug af kilder og interaktion med samtiden.

Potentiale

Arkivet rummer et righoldigt materiale, der åbner adskillige nye perspektiver for Grundtvig-forskningen. Det kunne blandt mange eksempler være:

  • Grundtvigs brug af oldengelske billeder og litteratur,
  • Det samfundsorienterede indhold i hans prædikener,
  • Grundtvigs involvering i det slesvigske spørgsmål og mindretalsdiskussioner,
  • Grundtvig syn på forholdet mellem højskolen som ”skole for livet” og undervisning i praktiske kundskaber.

Med platformen vil det blive muligt også for elever i skoler og på gymnasier samt universitetsstuderende at undersøge ukendt materiale. GMO vil således stimulere den nysgerrige ”detektiv” til selv at gå på opdagelse.